08-12-2021

Ingen overskrift god nok !!!

I denne tid, og de seneste par år, er den ene efter den anden stået frem for at fortælle om oplevelser omkring sexisme i forbindelse med deres arbejde. Flest kvinder, men også enkelte mænd, og flere og flere har oplevet sig nødsaget til enten at benægte eller undskylde og forklare sig, når der er blevet sat navne på dem i al offentlighed.

Hmmm.... det er et særdeles svært emne at beskæftige sig med, men jeg har lyst til at dele nogle tanker og erfaringer alligevel.
Hvem har som kvinde aldrig oplevet sine grænser overskredet? - hvem har som mand ikke? - og findes der et eneste barn, som ikke på mindst et tidspunkt, sandsynligvis utallige gange har oplevet sig udsat for dominerende og grænseoverskridende adfærd fra voksne omkring det?
Jeg orker ikke engang fortælle om de mange gange jeg selv har oplevet fysisk eller verbal sexisme, lige fra jeg var ung teenager, til i forrige uge, hvor jeg var til en gynækologisk undersøgelse, og straks jeg trådte ind i konsultationen og mødte den mandlige gynækolog, og tænkte; " Ååh nej, skal han virkelig pille ved mig?".

Der hersker en stemning i Danmark om, at vi som individer, ikke tillades at have særlige ønsker vedrørende om vi i sundhedsvæsenet bliver behandlet af en kvinde eller en mand. Havde jeg selv kunnet vælge, havde jeg helt klart valgt en kvindelig gynækolog, af den helt naturlige årsag, at vedkommende selv har et langt livs erfaring MED AT VÆRE KVINDE!!! Og ikke fordi jeg generelt har noget imod mænd overhovedet.

Jeg har elsket mænd, holdt af mænd, ønsket at blive holdt om, respekteret og elsket af mænd - og ikke mindst at blive set, hørt, og forsøgt forstået af mænd.
Og jeg har helt klart haft flere mandlige klienter end kvindelige gennem min konsultation, qua mine år på en mandsdomineret arbejdsplads, hvor jeg som terapeut og underviser var ansat i en stilling som Sundhedsmedarbejder.

Der er ingen tvivl om, at jeg var en lonely rider på den arbejdsplads, og jeg fik indtil flere tilbud fra mandlige klienter, om dates og tilmed ægteskab, men nævnte det aldrig for min chef, som tilmed var psykolog.
Derimod gav jeg flere gange udtryk for den hårde tone på arbejdspladsen, og fik af nævnte psykolog at vide, at det kunne jeg ikke gøre noget ved! HAN VAR PSYKOLOG !!!.

Dengang jeg som såkaldt alternativ behandler tog kontakt til omtalte arbejdsplads, og tilbød min hjælp til at give de ansatte et frirum, et sted at lade op gennem kropsmassage, zoneterapi og undervisning i sundere livsvalg m.m. følte jeg mig meget heldig, at modtage et positivt svar. Jeg var en af de første zoneterapeuter, som blev ansat i det offentlige - og vi er tilbage først i 90erne, så det føltes bestemt godt at blive accepteret, velvidende det først og fremmest var min fortjeneste - og dernæst den psykolog-uddannede chef som talte min og medarbejdernes sag, for at få ansættelsen igennem.

Det er vildt, som ens fortid trækker tråde helt frem til nutiden. Men kort fortalt endte det med at jeg gik ned med stress, efter ca. 3 år i jobbet. Den dag jeg havde allermest lyst til at skrige folk ind i hovedet, at de skulle skride ud af mit behandlingsrum, forstod jeg at jeg havde brug for en pauce - til da havde jeg følt mig udfordret, og rimeligt glad for at tage på arbejde hver morgen. Men pludselig kunne jeg ikke mere.
Jeg blev helt klart ikke værdsat nok for min enorme indsats og mit dybe engagement, hverken personligt eller økonomisk, men jeg holdt skruen i vandet, fordi for mig var det som betød noget, kontakten med den enkelte person, som søgte min hjælp. Jeg lærte en del at kende, og var i mange år efterfølgende venner med flere af mine kolleger - men har i dag ikke længere kontakt med nogen af dem.
Jeg kom ind i en tung virksomhed, på et ganske særligt arbejdsområde, og uden kolleger indenfor samme felt endte jeg i en sårbar position, hvor jeg reelt ikke rigtigt var en naturlig del af fællesskabet, og altid følte mig lidt udenfor i forbindelse med særlige arrangementer.
Mine erfaringer fra dengang viser mig også hvor svært det kan være at skabe balance mellem ens personlighed og ens arbejdsfunktion/professionelle rolle.
Ikke mindst når woman eller man som jeg arbejder på et så følsomt område, som at være fysisk i kontakt med mange mennesker, men også at være den der lytter og rådgiver omkring eksistentielle, og følelsesmæssige problemstillinger.
Samtidig oplevede jeg særligt til sidst i min ansættelse, at jeg ofte kom i klemme mellem ledelsens ønsker og de ansattes reelle behov.
Jeg havde som sundhedsuddannet først og fremmest fokus på det enkelte individs behov, men det har en virksomhed jo sjældent, i det de har nogle arbejdsopgaver som skal udføres og en økonomi som skal hænge sammen.
Jeg var ikke klar over hvor traditionsbundet, mandsdomineret og tung en virksomhed jeg søgte ansættelse i, og mente at jeg sagtens kunne klare at "danse med de gamle drenge", som dominerede arbejdspladsen. Det kunne jeg også til dels, men jeg udviklede mig jo også selv, og blev mere og mere opmærksom på hvor svært en del mennesker har det med forandringer og personlig udvikling.

Til sidst må jeg nok indrømme, at jeg mest af alt endte med at være en måtte de ansatte kunne tørre deres fødder på - i hvert fald bukkede jeg under, da jeg ikke fik den fornødne opbakning til de ideer jeg gerne ville videreudvikle til gavn for de ansatte - og efter min mening også til gavn for virksomhedens produkt. Jeg var slidt op. Og har faktisk ikke siden, for alvor kunnet fungere som terapeut i den slags jobfunktion. Dengang slog jeg det, at de heller ikke ville give mig lønforhøjelse, hen med, at det vigtigste for mig jo var at være i et job jeg holdt af, og ønskede at bidrage hvor jeg havde mine styrker og kompetencer. Først langt senere har jeg forstået, at netop deres modstand mod at give mig en fair betaling, fortalte en sandhed om hvem og hvilke evner og værdier som værdsættes i virksomhederne - og ikke mindst dengang ligeledes i samfundet som helhed.

Vi fødes ind i en familie, men jo også et samfund, med nogle normer, en kultur, en åndelig stemning, som er styret af de der tror sig bedst til - og berettigede til - at bestemme på alles vegne.
Jeg mente engang at jeg kunne gøre mig helt fri af den slags, og være den kvinde, det individ jeg virkelig er.
Jeg troede at ved at rydde op i mig selv og gøre op med de værdier, som er blevet implanteret i mig ved min undfangelse og min udvikling som individ, at jeg ville være stærk nok til at leve mit liv fuldt ud. Men jeg har for længst indset, at de fejl jeg også selv har nået at begå, den smerte og sorg jeg gennem mine egne fejltagelser har udsat andre for, også den vil jeg blive konfronteret med i mit liv - måske endda resten af mit liv. Fordi vi mennesker udvikler os i hvert vores tempo, og også er eksponerede for meget forskellige påvirkninger livet igennem, kan vi aldrig forvente at et specifikt andet menneske vil være i stand til at møde os der hvor vi selv er i vores inderste, i vores erkendelsesprocesser og personlige udvikling. Det er det som gør det så svært at nå en fælles forståelse, at opnå et stadie hvor vi kan give slip på fortidens fortræd, og den sorg og smerte, frygt og vrede, som overgreb, eller bare - livet - har resulteret i for os.

Det sker i vores egne relationer med vores forældre og søskende, vores partnere og børn, og i venskabelige og kollegiale relationer, at vi kommer til at misforstå, træde på, sige eller gøre noget, så et andet menneske oplever sig intimideret, trådt på eller oversat for overgreb. Til med kan selve undfangelsen eller ens fødsel opleves som et overgreb, som sætter sig så dybt i os, at vi livet igennem oplever at noget er forkert!.

Disse emner har jeg beskæftiget mig med i flere årtier, og har for længe siden erkendt, at heller ikke jeg er gået gennem livet uden at sætte aftryk i mine medmenneskers sind, men jeg er også bevidst om, at jeg aldrig har gjort nogen fortræd med ond vilje.
De fleste gange vi oplever os udsat for overgreb, verbale, fysiske eller som jeg har oplevet det, også medikamentelle, sker det i uvidenhed, men for en dels vedkommende, når de besidder en magtposition ud over det sædvanlige, bliver disse mennesker nødt til at spørge sig selv, om de mon virkelig er så meget bedre end dem de bruger magt overfor, at de er berettigede til totalt at neglisere deres medmenneskers individuelle indsigter og viden.

Vi har de seneste par år set med fra sidelinjen når politikere, journalister, sundhedsvæsenet og de mere kreative fag, som f.eks. skuespillere og forfattere har oplevet en hård - og mange steder tilmed sexistisk kultur indenfor det felt de arbejder i.

Fælles for disse grupper, er at de er vant til at være ude i offentligheden, når de bestrider deres job, men for nogle af grupperne er der en anden fællesnævner. Nemlig den, at de qua deres arbejde er i en magtposition. Dette gælder hvad enten de er blandt de anklagende, eller anklagede.

Ofte har jeg f.eks. tænkt at journalister selv skulle prøve at få klasket deres liv og fejltagelser op på forsiden af landets aviser og magasiner. Det må man sige er sket for en del den seneste tid, men er de sig bevidste, at mange af dem, hvis ikke de alle, i årevis har udstillet deres medmennesker - dem de skriver om - og fremstillet disse, ud fra deres egne mål og evner ( den gode historie, at blive anerkendte som værende dygtige journalister, deadlines o.s.v.)?

Jeg synes de skal se dybt i sig selv, og nå til en erkendelse af hvorfor de mener selv at kunne tillade sig, at udstille deres medmennesker som det er sket i årtier i aviser, blade og på tv.
Der er, efter min mening, tale om utallige overgreb, begået i journalistikkens navn!!!

Når vi taler politikere, er problemstillingen i bund og grund den samme, de har alle en magtposition, som de selv har valgt at indtage - ganske vist med en mindre del af befolkningens krydser i ryggen, men selv om mange i Dk bryster sig af demokratiet, da er sandheden jo, at der findes utallige dybt uretfærdige love.

Jeg må sige, at jeg er tilfreds med min egen intuition, for bortset fra et enkelt tilfælde, er de mennesker, som det forgangne år er blevet sat ud af deres magtposition, personer som jeg ikke har følt på nogen tænkelig måde kan repræsentere mine værdier og holdninger. Flere af de pågældende har jeg haft en direkte modstand imod, sådan helt ind i mit væsen.
Det betyder imidlertid ikke at jeg ikke kan føle med dem, for jeg ved om nogen, hvor dybt smertefuldt, svært og ubehageligt det er at blive anklaget for noget man dybest set ikke kunne have gjort anderledes fordi man ikke vidste bedre, eller ikke fik den rette opbakning til at gøre bedre.

Når jeg således også fremhæver de sager der har været fremme indenfor sundhedsvæsenet, om end af mindre offentlig karakter, da er det fordi der indenfor det felt findes en mængde af ansatte, som helt klart mener sig berettigede til at bruge magt og qua deres faglige uddannelse mener sig stort set altvidende, til trods for at vi jo er mange som VED at det langt fra er tilfældet.

Den sidste gruppe - læger, psykiatere og sygeplejersker giver jeg nok en svada i min bog Ord - en digtsamling, men med stor kærlighed og vilje til at tilgive når de en dag erkender at de handlede i uvidenhed på grund af manglende personlig indsigt og vilje til at udvikle de nødvendige kompetencer og evner som mennesker.
Først den dag vi kan rumme den kærlighed vi har i os, eller udvikler bevidstheden om at kærlighed er lige så reel, som at vi trækker vejret, og vi afstår fra at ville bestemme over alt og alle, kan vi opnå den balance, som jeg dybest set tror vi alle søger efter.

Om det er muligt at alle levende væsner når dertil - se det er jeg ret mig i tvivl om, men det må jo ikke forhindre at vi gør vores bedste.

Hjerteligst Susanne Holgaard Svendsen.