13-01-2022

Nyt år - ny dag - ny fremgangsmåde i livet!?

Hmmmm...... Jeg spørger mig selv, hvad jeg vil med dette website her i 2022!!!???
Det gør jeg af den enkle årsag, at der ikke er meget trafik på siden, efter hvad jeg får oplyst på min ugentlige opdatering.

Spørgsmålet er så, om det er værd at bruge tid, energi og penge på at opretholde et website, som ingen alligevel gider besøge.

Når jeg skriver på bloggen, er det jo med det formål at komme i dialog med andre mennesker, ikke for at fodre en websiteudbyder med et månedligt beløb, uanset hvor fint et tilbud det end er at kunne købe sig plads på internettet!.

Egentlig var det ikke hvad jeg ville skrive om her til morgen, hvor jeg blev indigneret og inspireret af et oplæg fra Sundhedsstyrelsen, som påpeger at der skal ske forandringer på psykiatriområdet!!!

Wauuu - hvor godt set!!!, tænker jeg næsten pr. automatik. De glemmer bare, at de selv har en stor del af ansvaret for hvordan forholdene er.
Jeg indrømmer blankt, at jeg, særligt i denne forbindelse, ikke har den store tiltro til hverken Sundhedsstyrelsen, politikerne eller de læger og psykiatere, og den medicinalindustri, som reelt styrer det game psykiatrien er. Ja, jeg vil tilmed gå så langt som til at kalde psykiatrien, som i hvert fald jeg kender den, for en FARCE.

Sundhedsstyrelsen vil have tilført flere faste midler til psykiatrien, og de vil have en bedre kommunikation mellem de involverede faggrupper!!!
De mener at der er "huller i indsatsen" og at "psykiatrien skal bygges op fra bunden, på samme måde, som kræftområdet blev for flere år siden"!!!
"Huller i indsatsen"??? - ja de ord kan jeg tilslutte mig,(i form af uvidenhed og uvilje) ud over de huller, som er et resultat af selve "indsatsen"!!!

Huller i hukommelsen, huller i tænderne, og huller der hvor ens tænder burde have været, samt et kæmpe hul i tilliden til at andre mennesker - inklusive ansatte i det danske sundhedsvæsen - vil en det bedste!!!. Det er de huller jeg personligt selv har måttet leve med, efter en livstruende fejlbehandling i det psykiatriske system.
Og det var ikke, som Sundhedsstyrelsen antager fordi jeg blev sendt for tidligt hjem - tværtimod - jo længere tid de ansatte "slog deres kløer" i mig - jo større blev gabet mellem mig og mine medmennesker, mellem hvem jeg er, min viden og mine evner, og mine muligheder for at bidrage med disse i det samfund jeg lever i, og altid har ønsket at bidrage med det bedste jeg kan, til!!!.

Først i sommeren 2021 er det lykkes mig at frem-"trylle", det første egentlige produkt af mine evner, siden jeg for 20 år siden, blev udsat for psykiatriens ansattes tro på egne styrker, evner og rettigheder.
De anså nemlig mig for at være uden evner - i hvert fald gjorde de intet for at støtte mig i disse, og anerkendte aldrig nogensinde at netop mine evner og min selvindsigt var min styrke, og at netop den rummelighed jeg besad var det som fik mig ud af systemet igen, og reddede mit liv. De anså mig for værende uhelbredeligt psykisk syg - wauuu!!!. Men tro mig, jeg vidste bedre. Jeg vidste at de tog fejl, fordi jeg besad en indsigt og viden om mig selv og om sundhed og sygdom, samt sundhedsbehandling, som i hvert fald de aldrig nogensinde evnede eller overhovedet forsøgte at sætte sig ind i. Hvis de havde gjort en ærlig indsats for at vise mig i ord og handling, at de respekterede mig som individ, mine evner og viden, da havde de følt sig nødsagede til at give mig en uforbeholden undskyldning for de måneders fysiologiske, verbale og medikamentelle overgreb de udsatte mig for!!!.

De var tæt på at slå mig ihjel, i deres egen uvidenhed og manglende evner for at forstå de mennesker de mente sig berettigede til at fylde med livsfarlige medikamenter, og behandle som var de deres personlige farligste fjender.
Personligt var jeg på intet tidspunkt til fare for nogen - end ikke mig selv, vil jeg påstå, uagtet hvad andre troede. De evnede ikke at forstå, at min modstand mod deres behandlingsmetoder var og er baseret på sund fornuft, psykologisk og fysiologisk indsigt og kærlighed.

Jeg blev ofret i et system, som eksisterede som følge af ældgamle normer og uintelligente forestillinger om hvordan mennesker fungerer.

Hvad der har undret mig mest i alle de år, både før, imens og efter jeg selv blev trukket igennem det helvede psykiatrien var for mig, er at ingen af de virkelig ansvarlige, selv har udviklet evnen til at gennemskue deres egen uvidenhed og modvilje mod personlig udvikling, og frem for alt ikke en eneste gang har forstået, at det at have med andre mennesker at gøre, kræver dyb selvindsigt, evnen til selvstændig tænkning og selv refleksion.
Det kræver KÆRLIGHED, RESPEKT OG GENSIDIG FORSTÅELSE OG TILLID!!!

Jeg forventer en undskyldning for den vold og de overgreb, og den overskridelse af mine menneskerettigheder, som personale i psykiatrien udsatte mig - og min familie - for gennem sammenlagt 2 år.

Jeg kalder det FEJLBEHANDLING, for intet menneske vokser i hjertet og sindet af at blive udsat for daglige fysiske, verbale og medikamentelle overgreb gennem uger, måneder og år. For mig er det LOGIK.

Man bliver derimod vred, lærer at hade og mister tilliden til ens medmennesker. Det har intet med sundhedsbehandling at gøre!!!

Jeg holdt fast i hvem jeg er, at jeg har ret til at være det individ jeg er, at jeg har ret til at elske og føle - og ja, jeg har måttet lære at det er ok også at hade, for had, ja, det frembragte de i mig, når de trods min viden, trods mit verbale forsvar for retten til at bestemme i egen krop, fyldte livsfarlige medikamenter i min krop.

Og ja, det resulterede i mange års fysiske handicap, og jeg må resten af mit liv leve med de dybt, dybt traumatiske oplevelser. De mange overgreb vil for altid være en del af den bagage jeg bærer med mig, og tro mig - det har haft katastrofale følger!!! Og det skal de udøvende, politikerne og enhver medansvarlig bare ikke have lov til at fortsætte med i det land som også er mit hjem.

Jeg siger NEJ til tvangsmedicinering.
Jeg siger JA TIL KÆRLIGHED.

I ugevis brækkede jeg mig, på grund af de livsfarlige stoffer jeg blev tvangsmedicineret med, og de ansatte antog bare i deres totale uvidenhed, at det skyldtes "en forværring af din sygdom", som de udtrykte det.
De overså totalt de fatale virkninger, som de medikamenter de sprøjtede direkte ind i min krop med voldelige metoder havde på mig. De var en hårsbredde fra at tage livet af mig, til trods for at de hævdede at det var mig der var til fare for mig selv, ved ikke at spise og drikke nok.

Men det var først efter at de havde haft fat i mig, og med vold og magt havde ødelagt min krop, frataget mig min bevidsthed og dele af min hjernekapacitet, at jeg var virkeligt syg!
Det gør så forbandet ondt at tænke på, for intet jeg har oplevet i mit liv har været værre end de hundredevis af dage, hvor de blot ved at tage sig tid til at møde mig med respekt, kærlighed og oprigtig interesse, kunne have forhindret de efterfølgende 20 års mareridt - og resten af mit liv, hvor jeg har måttet og må leve med handicaps, til gensidig gavn og glæde for enhver af os.

Problemet med det etablerede sundhedsvæsen er MÅDEN sundhed og sygdom håndteres på. Folk køres jo nærmest på samlebånd gennem sygehusene, og jeg kender adskillige eksempler på hvordan folk som går til lægen med et symptom, og ikke ønsker at blive indlagt, men blot gerne vil undersøges, for at finde den rette behandling, pr. definition også forventes at skulle indlægges og behandles. Det koster menneskeligt og det koster kroner og ører i millionklassen, når behandlinger mislykkes og der sker fejlbehandlinger.
For mig betyder ordet fejlbehandling, at man modtager eller påtvinges en, for den enkelte, forkerte behandling, som i mit eget tilfælde.
Jeg er helt klar over, at jeg også qua min uddannelse og mit tidligere mangeårige arbejde som behandler og underviser, kan hae begået fejl, fordi INGEN KAN VIDE ALT.
Men der er, for mig, en verden til forskel på om jeg - eller du - af egen fri vilje går ind i et behandlingsforløb, eller vi påtvinges behandlinger, som vi er bevidste om er direkte livsfarlige for os.

Mere om dette i min forhåbentlig kommende bog - men vil du læse mere kan du bestille min bog; Ord - en digtsamling, som er meget mere end en digtsamling.
Den er et vidnesbyrd om et sindssygt dyrt sundhedssystem, som menneskeligt set, for mig at se, på nogle områder er tilbagestående.
Det kan lyde groft, men hvis du selv eller nogle af dine nærmeste har været trukket gennem det psykiatriske system og der, som jeg, er blevet livstruende fejlbehandlet, da vil selv et ord som "tilbagestående", være mangelfuldt!

Jeg håber og ønsker af hele med alt jeg er, at de der har ansvaret for hvad der reelt foregår i det danske sundhedsvæsen nu tager fat på reelt at udvikle deres eget syn på hvad sundhed og sundhedsbehandling er - såvel på fysiologiske som psykiske områder.
Jeg vil gøre mit til at sætte lys på både fejl og mangler og de evner vi mennesker rummer, eller har evner for at udvikle, for at passe bedre på os selv og hinanden. For det handler i højeste grad om hvilke muligheder vi reelt har, gives og tillades adgang til.

Indtil for nyligt har jeg ikke opsøgt en læge i næsten 20 år, af den simple grund, at jeg havde mistet tilliden til lægestanden på grund af den livstruende tilstand deres metoder bragte mig i dengang. Jeg har været så bange for enhver i kittel, ja enhver person som udøver magt, at jeg ikke turde kontakte nogen for hjælp.
Men jeg er samtidig også meget bevidst om, først at søge hjælp i det etablerede sundhedssystem når jeg virkelig har behov for det, både fordi jeg ved hvor mange redskaber jeg selv har i rygsækken, og først og fremmest forsøger mig med dem først, men også fordi jeg ikke, som så mange andre, føler at det er deres ret fordi de selv betaler skat, bare fordi de har lidt hovedpine eller har ondt i halsen.

Der er tusinde ting vi hver især selv kan gøre for at leve sundere, og fantastisk er det, at de fleste af disse ting, samtidig gavner vores medindivider og kloden vi bor på også.

Hvad vil du gøre for at tage ansvar for din egen sundhed - fysisk, såvel som psykisk og bæredygtigt her i den kommende tid og resten af dit liv?

Personligt vil jeg arbejde på at blive 100 procent økonomisk selvforsøgerende, på en måde, så jeg reelt bidrager til øget bevidsthed og bedre livs og sundhedsmuligheder, for alle, men på en bæredygtig måde, så jeg ikke gennem mit arbejde belaster og overforbruger vores fælles resurser - eller mine egne for den sags skyld .......

Hjerteligst god dag til os alle :)

Susanne Holgaard Svendsen.