04-04-2022

Ret og pligt til livsnødvendig personlig udvikling !?

I min egen personlige udviklingsproces, har jeg måttet sande, at det særligt individuelle ved mig og min livsproces, mine evner og mit særlige rum for kærlighed, ikke er noget verden omkring mig udviser særligt interesse for.
Det er nu heller ikke for at høste anerkendelse, at jeg bevidst har gennemgået den udvikling, på områder, som flertallet tilsyneladende slet ikke finder værdi i at beskæftige sig personligt og selv-engageret i.

Men alligevel har jeg lyst til at "råbe lidt op", fordi det bekymrer mig, hvor lidt personlig indsigt og udvikling af livsvisdom, gives plads i den del af samfundet, hvor lovgivningen laves og vedligeholdes - og føres ud i livet, fordi det betyder, at de dybere - og i mange tilfælde, mere ægte menneskelige fundamenter, på den måde slet ikke har indflydelse på de rammer vi forventes at leve og fungere indenfor, og vi derfor får et samfund, som skaber unødvendig smerte, afsavn og afmægtighed.

Jeg ved jo godt, at vi i Dk, i sammenligning med visse stater, lever frie liv, vi har et velfærdssystem, som holder hånden under os, hvis vi en tid ikke selv, af den ene eller den anden årsag, ikke er i stand til at forsørge os selv og vores familie økonomisk. Og vi kan som hovedregel ytre os, både om os selv og vores tanker og oplevelser, men også om den politik som føres i vores land, uden at blive smidt i fængsel for det.

Men jeg ved, at mange mennesker alligevel har oplevet, ikke at kunne ytre sig ærligt og oprigtigt, fordi de der er ansat af staten, i systemerne enten ikke tåler følelsesmæssig ærlighed, fordi de selv synes de har retten til at udøve magt, alt imens borgeren fratages egen magt i eget liv !
Det er måske lidt groft skitseret, men er alligevel sandt.

Jeg vil blot, og gør det ofte i forskellige sammenhænge, opfordre de der arbejder i systemerne, til at gøre op med deres egne intentioner, og spørge sig selv, i dybet af deres hjerter, i underbevidsthedens kringelkroge, om de nu også selv handler i overensstemmelse med deres egne inderste menneskelige overbevisninger, når de deltager i at presse deres medmennesker ind i roller, disse aldrig i deres levende fantasi har troet de skulle blive tvunget til at få tildelt!!!

Det skyldes jo, at der i lovgivningen og den måde den tolkes af de enkelte ansatte, som jo "bare er mennesker", som alle vi andre er det, findes et gab i forståelsen af menneskelige livsvilkår og forudsætninger, og så lovgivningen, men også mennesker imellem, hvad angår respekt for forskellighed.

Jeg har i mit liv mødt søde socialarbejdere, som gjorde deres bedste, men var bundet af umenneskeligt stram lovgivning, som ikke levnede plads til menneskelige relationer.
Men der er enkelte som jeg husker tilbage på med respekt, fordi de formåede at formidle deres egen bevidsthed om manglende formåen, til deres klienter - i hvert fald til mig.
Og så er der de, som udstrålede en livstræt, men åh så professionel, "engageret" indstilling, til endnu en borger, som de misbrugte lovgivningen til at tryne, sætte mærkat på eller sygeliggøre, alt mens de måske mest af alt glædede sig til at komme hjem til deres egen lille familie!?

Jeg tror de færreste gjorde det af ond vilje, men fordi de var groet fast i deres eget arbejdsliv, og valgte at lade hjertet og hjernen ligge indenfor deres eget hjems fire vægge, og faldt ind i hierakiet, omgangstonen, og tog den professionelle maske på, fordi de godt vidste at det var op ad bakke hver evig eneste dag, hvis de virkelig skulle forholde sig både til deres egne valg og de mennesker, de qua deres arbejde var ansat til at vejlede, støtte og hjælpe, men i mange tilfælde ikke var i stand til at hjælpe, fordi deres tolkning af lovgivningen og angsten for ikke at leve op til deres chefs forventninger ikke gav plads til at gøre det bedste.

Ingen tvivl om, at "systemerne" i nogle tilfælde er i stand til at samle nogle mennesker op, som ellers ville være sunket et sted hen hvor ingen ønsker sig frivilligt at være, MEN, der er for mig at se, heller ingen tvivl om, at mange har oplevet sig så degraderede, ydmygede og "udenfor", i kontakten med det danske velfærdssamfunds systemer, at det har været medvirkende til så stor afmægtighed, frygt og mistillid, at spørgsmålet må og skal være: Hvordan gør vi det hver især bedre? For os selv - og for hinanden?

På Instagram idag, har jeg skrevet lidt om at være forælder i et samfund, hvor forældre, "set med lovgivningens øjne" ( selvom den ikke har nogen) skal leve op til et bestemt sæt regler for hvordan "rigtige" forældre skal være.
Og jeg deler mine tanker omkring en problemstilling som tydeliggøres, når politikere mener at netop de, via den lovgivning de laver, tager udgangspunkt i barnets tarv.

Børn og voksnes tarv, skal efter min mening ligestilles, for at vi alle kan være her. Familiens ret til at være den familie de er, skal fylde mere! Det siger jeg selvfølgelig ikke for at forældre skal have lov at slå deres børn eller behandle dem på måder som intet individ bør behandles, men ud fra mine personlige erfaringer, fra min egen opvækst, min egen familie, samt fra mange menneskers personlige beretninger.

Jeg mener, at alle mennesker uden undtagelse i sig bærer på ubearbejdede og måske uerkendte problemstillinger omkring svigt og følelser af overgreb, fra undfangelse til død, og det gælder derfor selvfølgelig også for alle som er forældre, og forventes at tage sig bedst muligt af de børn de har valgt at give liv til.

Selv var jeg bevidst om, at jeg på ingen måde ønskede at videreføre hverken egen uvidenhed og sorg, smerte og traumatiske oplevelser videre til mine egne børn, og ej heller ønskede jeg at bringe mit parforhold med mine børns far i fare, p.g.a. af mine negative reaktionsmønstre.
Derfor arbejdede jeg bevidst på være opmærksom på de underliggende - og ofte ubearbejdede årsager til mine egne reaktioner på alt det der sker i mine relationer med andre mennesker, men jeg var og er også bevidst om at ethvert individ jeg møder også i sig rummer sådanne "ting", og jeg har arbejdet meget med ikke at lade mig skubbe ud over afgrunden alene fordi folk ikke forstår mig, eller endnu ikke er nået til en bevidsthed omkring deres egne livsproblemstillinger.

Jeg har som terapeut arbejdet bevidst på at forholde mig åben og imødekommende, samt ikke-fordømmende, uanset hvad folk som kom til mig, fortalte mig. Jeg har sammen med det enkelte individ, forsøgt at nå ind til kernen af vedkommendes problem, og har også i disse sammenhænge været arbejdet med mine egne fordomme, intentioner, traumer, viden og erfaringer - og har delt når jeg har fundet det vigtigt.

Og netop det sidste, at gennemgå en erkendelsesproces og dele sine egne erfaringer ser jeg som en mangel i mange relationer mellem offentligt ansatte og borgerne.
Der mangler ofte den personlige relation, at dele de ting, som gør at vi opfatter os som ligeværdige, ligestillede, med andre ord som med-mennesker.
Jeg har ikke været i kontakt med sociale myndighedspersoner de seneste mange år, og har derfor ikke personlige erfaringer at trække på, hvad angår situationen lige nu, men vil da gerne høre fra dig/jer, hvis I har noget på hjerte omkring dette emne.

Jeg er med på, at børn som endnu ikke er myndige, er underlagt deres forældres myndighed, og at dette kan give en skævhed i relationen, men jeg vil også gerne påpege, at bare fordi man fylder atten år, eller for den sags skyld bliver forælder er man ikke automatisk alt-vidende. Det er jo ingen, heller ikke de der laver lovene, selvom de nogle gange selv ser ud til at mene det!

For mig er hele livet en lang udviklingsproces, som kræver min vilje og mit engagement, men det er også vigtigt at huske "bare at leve", og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om ikke vi er kommet lige lovlig langt væk fra "bare at leve", med alle de krav og forventninger vi selv rummer og pålægger hinanden, for at "leve rigtigt".

Jeg og mine børn er ligeværdige, de er ikke mere værd end jeg, og det skal både jeg og de forstå. Og som forælder er det vigtigt at lære at tage ansvar - eller medansvar - for der er altid to fysisk involverede parter i et barns undfangelse, for at have bragt et nyt levende individ til verden.
Har vi bedt om at blive født - har vores børn?

Mange vil svare nej til det spørgsmål, andre mener vitterligt at det har vi - og de - i vores sjæles bevidsthed!

Hvad sandheden er, kan vi reflektere over og måske udvikle individuel viden om, og afhængigt af hvor vi befinder os i den erkendelsesproces vil det være sundt at vi påtager os ansvaret for vores egne valg, og vores ageren i de relationer vi indgår i.

Jeg tog det valg at blive mor til to, og de to har jeg lært så utroligt meget af at være sammen med, og jeg håber at de en dag kan sige det samme om at være sammen med mig.
Og de skal vide, at jeg værdsætter dem og elsker dem, og de familier de i dag selv har medansvar for at være en del af, men at jeg også værdsætter mig selv og mit eget personlige liv, og selv har behov for friheden til at være den jeg er - ellers skaber jeg blot en illusion om hvordan livet som voksen - og ældre - er og bør være - og det vil jeg ikke.
Samtidig er jeg dog endnu mere bevidst om at forstå og komme komme mine børnebørn i møde, end jeg var da mine egne var små, og jeg samtidig arbejdede hårdt på at blive klogere på mig selv, andre mennesker og livet, både personligt og arbejdsmæssigt.

Jeg genkender ofte min egen følsomhed i noget mine børnebørn giver udtryk for, og gør mit bedste for at anerkende deres følelser og oplevelser ved at lytte, og tale med dem om det der rører sig i dem. Men det betyder ikke at jeg er parat til at opgive alt andet jeg personligt interesserer mig for og finder vigtigt, fordi jeg har erkendt, at mange omveje i mit eget liv kunne være undgået, om nogen havde tidligere havde haft min viden og indsigt, og fremfor at modarbejde det som er min indre sandhed, havde evnet at forholde sig åbent og respektfuldt til mig.
Derfor har jeg valgt at udgive nogle af mine ord og erfaringer i mit lille værk - Ord en digtsamling, som kan købes via dette website, men det betyder ikke at jeg ikke stadig er et følsomt, sårbart individ, som har behov for mine medmenneskers - og mine børns accept og forståelse - og ikke mindst kærlighed.