20-04-2022

Lidt om mig, Susanne, og min ret til at være mig, og du dig.

Jeg har i dag lyst til at skrive lidt om mine refleksioner omkring det at
"være terapeut, være forfatter, være det ene eller det andet, eller noget helt 3., eller bare være dem vi er hver især!!!."

Der er så meget i livet, som handler om uddannelse og arbejdsliv, om at "blive til noget", men jeg bliver nødt til at fortælle en lille sandfærdig beretning fra mit eget liv inspireret af en kvinde, som i går på min Instagram-profil tydeligt tilkendegav, at det ikke faldt i hendes smag, at jeg som er uddannet terapeut, tillader mig at skrive om mine personlige refleksioner!!!.
Jeg valgte selv, ikke at blokere hende, selvom hun tillod sig at kalde mig "umoden" og en "rasmus modsat", fordi jeg ikke var enig med hende i hendes livssyn, for jeg synes dialog er livsvigtig.
Hun valgte så at blokere mig, inden jeg nåede at fortælle hende hvorfor jeg ikke mener, at det er min opgave her i livet, at leve op til hendes - og måske andres - forestilling om hvordan "en rigtig terapeut" skal opføre sig.

Jeg havde tidligere tænkt tanken, at når hun finder ud af, at jeg ikke bare er en kopi af hende selv og hendes nuværende ståsted i livet, så vælger hun "mig" fra, hmmm, men det er ok, det er hendes valg, og vi er to forskellige steder, men jeg kunne sagtens finde ud af at kommunikere med hende, men hun lod det så ikke ske.

Men jeg har mange andre gode mennesker, som jeg er i lærerig dialog med, både på Instagram og ansigt til ansigt ( Hjerte - smil ).

Men dialogen og hendes blokering af min profil, gav mig lyst til at fortælle om min baggrund for i en årrække ikke at have tilbudt mig som terapeut/behandler/coach.
Der skete nemlig det, som tilsyneladende sker for mange terapeuter, og for mange mennesker i det hele taget, at vi vil være perfekte til det vi gør.
Jeg ville være perfekt, nærmest altvidende - for ikke at komme til at skade noget menneske, med min guidance og mine råd og behandlinger.
Min største angst var at komme til at mis-vejlede andre mennesker i en forkert retning i livet!

Så jeg ryddede op i alt hvad jeg kunne rydde op i, i mit eget liv, i min opvækst, tanker, følelser, ord og handlinger, oplevelser og erfaringer, på alle tænkelige planer, indtil jeg var så udkørt og træt, at jeg ikke længere magtede at fungere som den kvinde, mor og det individ jeg ER.

Jeg ønskede "bare", at være ren i hjertet, at have hjertet med i alt jeg laver, og faldt så lang jeg var, fordi jeg overså det åbenlyse faktum, AT JEG ALTID HAR HJETET MED I MIT BRYST, OG DERFOR OGSÅ ALTID HAR HJERTET MED I DET JEG GØR.

Men jeg sled mig selv, og måske til dels også min familie så hårdt op, at jeg til sidst ikke følte at jeg havde noget andet end den kærlighed jeg rummede, at give til andre, og samtidig oplevede jeg et stort tomrum af uopfyldte behov for selv at vide og høre mig elsket af den mand jeg elskede og var sammen med.

Der skete et markant skifte i mit liv, hvor jeg ændrede retning, men det tog tid at få balance i alt igen, ikke mindst fordi de mennesker jeg havde omkring mig ikke kunne hjælpe.
Jeg var mor til en stor teenager og en ni-årig, var kæreste på 20. år med manden som er far til begge mine børn, men der skete en række begivenheder i familien, i mit personlige liv, i samfundet og omkring mit hjem og i verden, som ændrede min måde at bevæge mig gennem livet på.
Det gamle føltes smuldrende, og det nye som var ved at rodfæste sig i mig, var endnu ikke til at formulere, så jeg følte mig ret magtesløs, frustreret og ensom - og uelsket.

Lige der, kunne jeg have brugt den person jeg har udviklet mig til at være idag, men hende mødte jeg ikke, for det har været en lang, slidsom udviklingsproces, at arbejde på at integrere alt jeg er i mit liv og i min tilværelse. Og det er en proces, som jeg slet ikke er færdig med, og først de seneste år, for alvor oplever at jeg er ved at have fat i.

I årene fra jeg var sidst i 30erne og ti år frem, var jeg gennem "helvede på jord", i form af en voldsom fejlbehandling i det offentlige sundhedsvæsen, og efterfølgende bearbejdning af de fysiske, mentale og følelsesmæssige traumer jeg blev pådraget i et dansk sundhedsvæsen, hvor vold og verbale, fysiske og medicinske overgreb er tilladt ved lov, men i mit tilfælde skete på baggrund af sundhedspersoners uvidenhed og manglende menneskelige indsigt, samt min egen modvilje mod selv at søge hjælp hos nogen jeg havde tillid til.
For jeg havde mistet min tro på at nogen kunne hjælpe mig, undtaget på det helt personlige plan, fordi jeg jo var bevidst om mine behov for et sundere parforhold og familieliv, og også for længst havde indset at jeg behøvede mine nærmestes samarbejde og hjælp til at ændre og forbedre.
Det var en dyb sorg at jeg ikke så anden udvej end at forlade min elskede gennem tyve år, og dermed også være den der tog skridtet til at splitte vores lille familie på fire personer. Det gav mig en grundlæggende skyldfølelse, som mange andre, der som jeg "er blevet skilt", kender til.
Jeg overlod i en periode ansvaret for børnene til deres far, fordi jeg ikke kunne få over mit hjerte at skille dem ad, til trods for at både jeg og mine børns far, havde ansvaret for at vores forhold kørte skævt.
Men som kvinde, og terapeut, var jeg vant til at tage ansvaret for mine ord og handlinger, men også skylden når noget ikke lykkedes, til trods for at vi jo var to voksne mennesker i det parforhold.

I det hele taget kæmpede jeg med rollen som kvinde, partner og mor, men også med det faktum, at jeg oplevede ikke at kunne få mit arbejdsliv, til at fungere på datidens arbejdsmarked, og derfor i en periode havde været på arbejdsløshedsunderstøttelse.

Men det er en lang historie, som egentlig ikke hører hjemme i dette regi, men for at gøre den kortere og følge op på mine ord først i indlægget, ja så ramte dialogen, og kvinden på instagram, som havde disse for mig, alt for fastlåsende og fordømmende holdninger omkring hvordan jeg skal agere, når jeg er uddannet terapeut, nok mere ned i hendes eget livs udviklingsproces, og jeg har da gjort mig nogle tanker om det, ud fra mit kendskab til hende, men det er også sagen uvedkommende. Men for mit eget vedkommende, må jeg bare sige, at hvad jeg skriver og gør er mit ansvar og mit valg, og jeg vil aldrig underlægges andres forestillinger om "at være en rigtigt terapeut", en "rigtig forfatter", eller for den sags skyld en "rigtig kvinde, partner, mor, sanger" o.s.v.

Jeg er "bare" et menneskeligt individ, som gør mit bedste til enhver tid, og vil ikke pålægges andres værdier eller tage ansvaret for deres liv, men derimod tager jeg gerne konstruktive, udviklende, lærerige dialoger og samtaler om livet, om at være menneske, og om sundhed og sundhedsbehandling, økologi, natur, bæredygtighed, om livsret og ansvar, om relationer, familie og samfund, om krop, sind og ånd, og, og, og. .... jeg kan sige, at jeg i det meste jeg gør, forsøger at tage udgangspunkt i såvel egne som andres behov. Men alligevel falder jeg jævnligt i at overskride mine egne begrænsninger på en måde, som giver bagslag i form af smerter, afmagt, energitab og stress.
Jeg må sige, at det at få personligt engagement, personlige behov og arbejdsliv, samt at blive betalt for ens evner og produkter, ikke så nemt går op i en højere enhed, slet ikke efter det helvede jeg helt unødvendigt blev trukket igennem i psykiatrien for efterhånden længe siden.

Der oplevede jeg, mere end noget andet sted i samfundet og mine relationer med andre mennesker, mig mødt med fordomme, forudtagethed, sygeliggørelse, magtmisbrug, i en syg overgrebskultur, som bestod af såvel verbal, fysisk og medikamentelle overgreb, som resulterede i mange års frygt, angst, sorg, ensomhed og afmægtighed.
Derfor skriver jeg også om det i min kommende bog, og vil gerne komme ud og dele mine erfaringer, fordi jeg vil have flere til at reflektere over hvorfor vi som samfund tillader politikere og ansatte i sundhedsvæsenet at misbruge magt og begå overgreb, som koster både menneskeligt og økonomisk, fremfor at medvirke til at skabe et samfund og en kultur, hvor vi hjælpes ad, og giver plads til andre tilgange til sundhed og sygdom, personlig udvikling og arbejdsliv i balance.

Så vær fri at spørge hvis du vil vide mere, eller book et møde, køb min bog, "Ord en digtsamling", eller kom med andre forslag til mulige måder at samarbejde på, og jeg vil tage stilling når jeg er klar til at svare, til at dele, til at indgå eventuelle samarbejder.

Jeg tager gerne ud og præsenterer min bog, læser op og går i dialog omkring bogens emne og livet i sin helhed, og måske tager jeg en sang og min guitar med, hvis du/ I har lyst til en dialog.

Af hjerte og forstand ....

Susanne Holgaard Svendsen.