23-07-2022

Det er sommer, det er sol og det er lørdag ......

Noget af det jeg finder allersværest ved livet, er den der fornemmelse af ikke at passe ind i et samfund, som jeg i mange sammenhænge oplever fastkørt i traditioner og magtstrukturer, som tilmed ofte ligger næsten usynligt lige under overfladen, når altså ikke det gnaver og skurrer direkte i vores hjerter og sanser.

Jeg rummer en høj grad af pligtfølelse, men jeg ønsker ikke at bidrage yderligere til undertrykkelse af menneskeligt livsvigtige kvaliteter, hverken i mig selv eller mine medindivider.

At skrive Ord - en digtsamling, og de andre bogprojekter, som jeg arbejder på, blev ud over af få sat yderst vigtige ord på dybe erkendelser og traumatiske oplevelser, også et håb om en vej ud af statslig forsørgelse, som jeg blev nødt til at ty til for nogle år siden, for at slippe ud af det sindssygt manipulerende sundhedssystem, som jeg aldrig oplevede mig hørt, set eller respekteret og forstået i.

Jeg sagde kun af livsnødvendighed ja til en førtidspension, fordi jeg vidste at jeg da fik mulighed for at hele mine traumer, fra den række af overgreb jeg blev udsat for gennem sammenlagt 2 år, for nu ca. to årtier siden.

Hvordan er det så gået med Ord - en digtsamling - og mine øvrige bogprojekter?

PåJa, på mange måder har det været befriende - følelsesmæssigt og menneskeligt, men økonomisk har min selvudgivelse intet ændret overhovedet.
At skrive om så dybt personlige grænseoverskridende oplevelser er i sig selv dybt, dybt sårbart, hvilket har medført, at jeg nok på nettet, f.eks. via dette website og Instagram, har præsenteret mit lille værk, men samtidig med at jeg ikke har oplevet den store interesse, lige så stille har vænnet mig til - nok engang, at sådan er mennesker åbenbart!!!.

Jeg er ikke en person med spidse albuer, så jeg stiller mig ikke op og råber ud til alle verdenshjørner, at jeg ejer sandheden, eller tror at jeg ved bedst på alles vegne.
Ord - en digtsamling var og er dog alligevel mit forsøg på at råbe mine medmennesker op, fordi jeg rent faktisk ønsker at jeg med min bog kan gøre en forskel for mennesker, hvad enten de som jeg har oplevet sig fejlbehandlet og udsat for overgreb, eller de slet ikke er bevidste om hvor umenneskeligt hårdt det er at blive mishandlet og fejlbehandlet i det psykiatriske system i Danmark.

Flere, som har læst Ord - en digtsamling, har sagt til mig, at de synes mennesker under uddannelse i det danske sundhedsvæsen bør have bogen som kompendie.
Det synes jeg trods alt siger noget om at nogen, få ganske vist, har forstået alvoren i mine ord, og at de forstår at jeg er seriøs omkring emnet, så tusinde tak for det, kære venner.

Men for mig vil det være et voldsomt skridt at tage, at henvende mig til folk som i dag er fortalere for det eksisterende system, fordi jeg har mødt nogle af disse mennesker, mærket deres ufølsomme hænder mod min krop, hørt dem tale nedgørende, sygeliggørende og i stor uvidenhed, om mig og andre, og emner som jeg i realiteten ved betydeligt mere om end de.

Personligt ville jeg aldrig deltage i mishandlinger af mine medmennesker, og slet ikke tage mig betalt for at begå det ene overgreb efter det andet. Derfor er der noget ved den type mennesker, som jeg slet ikke forstår, og det gør mig utryg ved dem.
De har i årevis kunnet skjule sig bag tykke mure og låste døre, har aldrig antydet at de har erkendt deres egne fejl, som de bliver ved at begå lignende af, igen og igen og igen, uden nogensinde at føle at de bør sige undskyld til mig, og andre med mig.

Hvordan skal jeg kunne samarbejde med den slags mennesker?
jeg kan sagtens se og høre at også de rummer en menneskelighed, men det var ikke den side af dem der kom til udtryk, når de imod mit udtrykkelige nej, og vægren imod deres grusomme handlinger, fejl og tvangsmedicinerede mig syg.
Jo, jeg blev syg af deres behandling, både fysiologisk, følelsesmæssigt og åndeligt.
De fratog mig min ytringsfrihed, min tro på det bedste i mine medmennesker, de fratog mig min frihed og min rummelige kærlighed.

Kun fordi jeg holdt fast i hvem jeg er, og min viden om mine selvhelende evner og min kærlighedsevne - min ret til at leve mit liv, er det lykkedes mig i dag på mange måder at være velfungerende.

Tilgivelse for mig handler om ligeværdighed, og det var vi ikke, det viste de med al tydelighed gennem deres daglige overgreb, af fysisk, verbal og medikamentelle art.
De så ikke, at jeg var ligeværdig med dem, de så mig udelukkende som værende syg, og dem selv som værende de der vidste bedst.

Men de vidste ikke bedst, det har jeg bevist for mig selv, om ikke andre formår at forstå det.

Spørgsmålet er nu hvor meget jeg vil kæmpe for at få Ord - en digtsamling videre ud i verden, og hvor meget mere energi jeg vil bruge på at hjælpe mine medmennesker, gennem viden og indsigt, og mit personlige engagement.

Det bruger jeg sommeren, solens lys og lørdage, søndage, mandage, tirsdage, onsdage, torsdage og fredage på at finde ud af.

Jeg vil blot herfra ønske jer alle en god sommer, og opfordre dig /jer til at læse, Ord en digtsamling, som kun kan købes via mit website, ved at sende mig en mail (findes øverst på siden: Ord en digtsamling, eller under kontakt.).

Hjerteligst Susanne Holgaard Svendsen.